Church of Euthanasia

The One Commandment:
"Thou shalt not procreate"

The Four Pillars:
suicide · abortion
cannibalism · sodomy

Human Population:
SAVE THE PLANET
KILL YOURSELF



Bag livsstilsfængslets tremmer

Andet 20. august 2002

Af Lotte Folke Kaarsholm

Chris Korda er kunstner, musiker, computerprogrammør - og modstander af menneskeheden

Performance Klokken er to lørdag nat, og dansegulvet i Stengade 30 koger. På scenen står en kølig, mørkhåret kvinde med en bærbar computer og spiller technolignende elektroniske numre med titler som som "Man of the future", "Fleshdance" og "I like to watch". På to opstillede videoskærme kører billederne af angrebet på World Trade Center klippet sammen med billeder fra pornofilm og fodboldkampe, og på gulvet er begejstringen total.

Chris Korda får ikke lov til at gå før efter to ekstranumre, og mens pagehåret stadig sidder perfekt oppe på scenen, er de fleste af tilskuerne gennemblødte af deres egen og hinandens dansesved.

12 timer tidligere er Chris Korda ikke en kvinde, men en mand, og ud over at give et improviseret bossanova-nummer på det Hammond-orgel, der tilfældigvis er stillet op på den café, vi sidder i, er han først og fremmest optaget af at forklare principperne i sin personlige kirke: The Church of Euthanasia (medlidenhedsdrab, red.).

På hans diskrete sorte t-shirt står der "Thank you for not breeding" ('Tak for at du ikke avler', red.), første punkt i kirkens trosbekendelse, der desuden opfordrer til selvmord, abort, kannibalisme og sodomi. Altsammen som den direkte følge af Kordas og hans meningsfællers opfattelse: at menneskeheden er blevet til den største, længstvarende og mest uoprettelige katastrofe, jorden nogensinde har været udsat for.

"The Church of Euthanasias formål er en genoprettelse af balancen mellem mennesket og klodens øvrige arter - dem, der er tilbage. Der er hele tiden færre af de andre og flere af os, så det er et noget don Quijotisk formål, og i de 10 år vi har eksisteret, har vi faktisk også ændret os fra en aktivistisk, handlingsorienteret bevægelse til en mere pessimistisk orientering mod i det mindste at dokumentere, at mens den her katastrofe gik for sig, var der nogle, der protesterede." Antihumanisme "Grundlæggende er vi antihumanister. Vi tror på, at livet har et formål, og dette formål er livet selv - at skabe betingelser for liv. Tragisk nok ser det ikke ud til, at livets formål har det mindste med mennesker at gøre. Alt tyder på, at mangfoldighed skaber grobund for liv. Og på, at menneskets trang til at sætte sig selv i universets centrum og dominere sine omgivelser er fatal for denne mangfoldighed. I modsætning til tidligere naturkatastrofer er mennesket en konstant, strukturelt fungerende katastrofe, der ikke viser nogen tegn på at forsvinde, men tværtimod ser ud til at kunne tilpasse sig som ukrudt til det ugæstfri, livløse miljø, vi er ved at omdanne kloden til."

"Når først de er færdige med at kortlægge menneskets genetiske kode, vil vi kunne tilpasse os til hvad som helst. Fra det øjeblik vil selve ideen om modstand miste enhver mening. Fra da af vil der ikke være noget skel mellem os selv og vores samfund. Et fremtidsscenarium, hvor vi bor nede under jorden og spiser piller for hver dag at kunne udfylde vores plads ved samlebåndet, ligger i mine øjne ikke særlig fjernt. Bare se min generation - vi er en hel generation på Prozac, som vi tager for at kunne opfylde vores funktion som medlemmer af det, de endda kalder 'den kreative klasse', og som alle cafeerne og diskotekerne bliver bygget til."

"Den teknologi, vi alle sammen beundrer og tror på, kopierer de store religioners eskapisme. De drømmer om at flygte fra jorden til et bedre sted, at flygte fra deres kroppe til noget der ikke lugter, ikke har sex, ikke roder. Om det så er forestillinger om engle på skyer, som i 1600-tallet, eller om rumrejser og cyberspace som nu, er ikke særlig afgørende. Vores budskab er derimod det modsatte. Vi siger, at så vidt vi ved, findes der ikke noget alternativ til den her jord, intet andet liv. Men vi kan også godt se, at vi ikke er en religion, som får konvertitter. Det er en kamp, vi ikke kan vinde. Så kirken handler om at finde sammen med andre, som har den samme oplevelse af at leve midt i et mareridt, hvis fremmeste kendetegn er, at de fleste omkring dem lader som ingenting."

Afstrafningsfeltet Chris Korda er fra Boston, men har tilbragt de sidste fire måneder i Berlin, hvor han har udgivet videoen "I like to watch" om 11. september efter at have måttet opgive at få den ud i USA.

"For mig at se beskriver videoen den dekadence, ja næsten mutering, som også jeg selv er ramt af. At jeg oplevede angrebet den 11. september som erotisk stimulerende; en perversion, som jeg langt fra var alene om. De to falliske symboler, der bliver kløvet af flyveren; røgen og flammerne der vælter ud af det vagina-lignende ar i bygningen. Forskellen er bare, at jeg siger det højt. Det er mit vigtigste mål: at folk skal vide, hvad det er de gør; at de ikke bare kan vende ryggen til og spadsere væk. Den intellektuelles formål må være at bære vidnesbyrd om sin tid."

Hvordan hænger alt det sammen med, at du laver kunst og spiller elektronisk musik i dametøj?

"Det gør det, og samtidig gør det ikke. Jeg ville ikke have nået frem til de her erkendelser, hvis jeg ikke var begyndt at udforske de kvindelige sider i mig selv. De er min personlige vision af min verdens grimhed. Og meget af min musik er politisk og fuld af budskaber. Men der er også meget af den, der ikke er. Jeg er lige så fanget ind af menneskesamfundet som alle andre. Jeg udlever også andre sider af mig selv. Min generation hungrer efter autenticitet og kaster sig ind på natklubber med blændende projektører, uudholdeligt høj musik, giftig røg og masser af stoffer for at opleve intensiteten. Tanken fylder mig med rædsel, men jeg står der også og sætter musikken på. Jeg kalder gulvet foran dj-pulten for afstrafningsfeltet, men jeg danser også selv med."

Støjende og intenst Chris Korda og jeg træder ud i den lumre lørdag eftermiddag, og resten af dagen får jeg lejlighed til at se lidt af verden med en rabiat økologists og steriliseret sodomits øjne. Vi kører gennem byen og fanges i bøsseparaden, og på Islands Brygge bader vi ulovligt i havnekanalen, der er fyldt med en eksplosion af vandmænd, mens Datanoms lyttekoncert fylder luften med rolige elektroniske lyde og københavnerne slapper af på brostenene. Først i Stengade, hvor lyttekoncertens aftenafdeling finder sted, er Chris Korda blevet til en kvinde. Og ganske rigtigt: afstrafningsfeltet foran pulten føles blændende, støjende og intenst, præcist som det skal.

FAKTA

Chris Korda: musiker, kunstner, præst og leder af kirken Church of Euthanasia, der er registreret i Delaware.

Kirkens eneste bud: "Du må ikke avle". Herudover anbefales selvmord, sodomi, medlidenhedsdrab, abort, vegetarianisme, og hvis det ikke er muligt, kannibalisme - altsammen for at modvirke menneskehedens dominans på jorden.

Første musikudgivelse: "Save the planet, kill yourself", Kevorkian Records 1993. Seneste udgivelse: "I like to watch", Null Records, 2002. Videoen til "I like to watch" og prædikener, opskrifter på retter med menneskekød, råd om prævention, anvisninger på selvmord og meget mere på www.churchofeuthanasia.org

*Lørdagens arrangement på Islands Brygge og Stengade 30 på www.datanom.com

 top  email the Church of Euthanasia