Church of Euthanasia

The One Commandment:
"Thou shalt not procreate"

The Four Pillars:
suicide · abortion
cannibalism · sodomy

Human Population:
SAVE THE PLANET
KILL YOURSELF



Thorkild Bjørnvig - Chris Korda

Andet 23. august 2002

Af Ejvind Larsen

Om Johannesburg, kunsten, journalistikken - og livsstilen

Frie ord

DET HÆNDER, at et journalistisk stykke reportage i dagens avis ikke blot virker oprivende for følelsen, hvad reportager ikke så sjældent gør, men for tanken kommer til at virke som et fuldbårent kunstværk: Det overflødiggør i første øjeblik enhver kommentar, for alt er sagt og gjort med værket selv. The rest is silence, overladt til den tavse viden, the tacit knowledge. Men her er det altså til en afveksling denne sommer ikke Hamlet, der er på tale, men en reportage i tirsdagens Information af Lotte Folke Kaarsholm om musikeren og computerprogrammøren Chris Korda.

"Vi tror på, at livet har et formål, og dette formål er livet selv - at skabe betingelser for liv. Tragisk nok ser det ikke ud til, at livets formål har det mindste med mennesker at gøre. Alt tyder på, at mangfoldigheden skaber grobund for liv. Og på, at menneskets trang til at sætte sig selv i universets centrum og dominere sine omgivelser er fatal for denne mangfoldighed. I modsætning til tidligere naturkatastrofer er mennesket en konstant, strukturelt fungerende katastrofe, der ikke viser nogen tegn på at forsvinde, men tværtimod ser ud til at kunne tilpasse sig som ukrudt til det ugæstfri, livløse miljø, vi er ved at omdanne kloden til," siger den amerikanske kunstner Chris Korda i Lotte Folke Kaarsholms reportage.

Det minder om den noget ældre danske kunstner Thorkild Bjørnvig, som for mere end et kvart århundrede siden indledte sit digt Min næste? med konstateringen: Hvor ondt og mærkværdigt at se sin art/ lægge bitterligt overflødigt øde/ så meget man elsker og glædes ved. -Står ikke den hvilende eg, den kredsende musvåge,/ når de blir truet - står ikke svalen, sælen og edderfuglen,/ som endnu kan ses, og elefanten og hvalen/ bag horisonten én mere nær/ end ens egen art, når den grundløst dræber,/en afstumpet fjende/ af alt, hvad man elsker: Er dræberen - / ikke af gammel nødvendighed, men af rastløst begær,/ lyst og profit - mere din næste/ end alt det groende løbende svømmende svævende/ han lægger øde? Nu sidst bevidnet af de seneste FN- og Verdensnaturfonds-rapporter til de kommende ugers Johannesburg-topmøde om naturens forfatning: Vel var den allerede slem, da Bjørnvig skrev sit digt, men siden er en tredjedel af de tilbageblevne fugle, pattedyr, krybdyr og fisk yderligere lagt øde. Mens samtidig vores egen art har forøget sit eget antal med over to tredjedele fra dengang 3,5 mia. til nu foreløbig 6 mia. - på et kvart århundrede Med oven i købet stærkt stigende naturforbrug for hvert enkelt individs vedkommende - især i vores rigeste og i forvejen mest naturforbrugende del af verden.

Nok har Thorkild Bjørnvig aldrig draget den konsekvens som Chris Korda, at oprette en personlig kirke The Church of Euthanasia (medlidenhedsdrab) med "du må ikke avle" som eneste bud og ellers opfordringer til "selvmord, abort, kannibalisme og sodomi", og jeg har sandt at sige heller aldrig set Bjørnvig optræde som kvinde, hvad vores reporter beretter om Korda, men jeg husker, hvordan han, Bjørnvig, i et foredrag på et stævne på Ry Højskole i januar 1989 indtrængende talte for et opgør med menneskehedens forestilling om at være universets centrum, så alt i sidste instans skulle være til, ja, måske endda skabt, for vores skyld. Hvorfor vi grænseløst formerer os og bruger af den foreliggende natur, som det nu tjener os. Men denne selvudfoldelse og selvforgudelse - antropocentrisme - er vi netop ikke tjent med, ikke blot på grund af forurening, drivhuseffekter, vandmangel, sygdomme og andre økologiske følger til skade for vores egen og vores børns overlevelse, men også fordi vi glædes og opholdes ved det og dem, der er i deres egen - intrinsiske - ret og i deres egne former. Det er denne bæredygtige glæde, vi er ved at sætte over styr, og derfor findes i Bjørnvigs forfatterskab også mange passager, der svarer stærkt til Kordas udbrud: "Den teknologi, vi alle sammen beundrer og tror på, kopierer de store religioners eskapisme. De drømmer om at flygte fra jorden til et bedre sted, at flygte fra deres kroppe til noget der ikke lugter, ikke har sex, ikke roder." Som Korda opbyder Bjørnvig også den direkte kropsligheds dans, sved og tårer mod destruktionen: Energiens figurationer/ i os - protesterer utrætteligt, ønsker den kunne slukke/ ødelæggelsens brand og stråling med legemligt salte tårer,/ véd, at bestandig flere vil føle sådan og finde en handling,/ véd, den organiske energis fryd er den eneste modild.

MINDELSERNE om Bjørnvig fik dog ikke i sig selv reportagen om Chris Korda til at virke som kunstværk. Det gjorde afvisningen af enhver form for selvgodhed: "Jeg er lige så fanget ind af menneskesamfundet, som alle andre. Min generation hungrer efter autenticitet og kaster sig ind på natklubber med blændende projektører, uudholdeligt høj musik, giftig røg og masser af stoffer for at opleve intensiteten. Tanken fylder mig med rædsel, men jeg står der også og sætter musikken på. Jeg kalder gulvet foran dj-pulten for afstrafningsfeltet, men jeg danser også selv med." ... "Vi er en hel generation på Prozac, som vi tager for at kunne opfylde vores funktion som medlemmer af det, de endda kalder 'den kreative klasse'." ... "I de ti år vi har eksisteret, har vi faktisk også ændret os fra en aktivistisk, handlingsorienteret bevægelse til en mere pessimistisk orientering mod i det mindste at dokumentere, at mens den her katastrofe gik for sig, var der nogle, der protesterede." ... "Det er en kamp, vi ikke kan vinde. Så kirken handler om at finde sammen med andre, som har den samme oplevelse af at leve midt i et mareridt, hvis fremmeste kendetegn er, at de fleste omkring dem lader som ingenting."

Om Chris Kordas kunst og indsats af egen krop virker stærkere end ovennævnte Johannesburg-rapporter véd jeg ikke. Men uden hans - og Bjørnvigs - smertelige fremstilling af mareridtet og dets udstødelse fra den bevidste bevidsthed ville i hvert fald jeg næppe orke at tyre rapporterne igennem og skrive om dem.

 top  email the Church of Euthanasia